J Y S K  M A S K I N C E N T E R

Firmaprofil

I 1944 kom Laurids Simonsen til Kolind - de store hestemarkeder i byen tiltrak og imponerede ham, og det endte så med, at han blev i Kolind.

De 2 første år havde han værksted i en garage ved dyrskuepladsen. Denne kunne han bruge i dagtimerne, men til aften skulle den lokale vognmand, som ejede garagerne, selv bruge dem til sine biler.

I maj 1946 købte Laurids Simonsen den stråtækte gård, hvor virksomheden nu har til huse i Kolind. Pris 25.000 kr. på en veksel. Bygningen har dog forandret sig en del, med tilbygning og tilkøb siden.

I begyndelsen var det gamle redskaber der blev gjort i stand og solgt eller byttet. Senere, da der blev marked for traktorplove, konstrueredes en sådan, som med stor succes solgtes i Danmark og mange andre lande. Ligeledes solgtes Pony, Allis Chalmers samt Nuffield traktorer.

I 1957 fik L. Simonsen forhandling af Dronningborg mejetærskere for Djursland. Først som 5 og 6 fod bugserede og senere kom de selvkørende frem, og det blev til en travl tid med mange solgte mejetærskere. Kunne den enkelte landmand ikke selv beskæftige maskinen fuldt ud, blev der etableret maskinsamarbejde mellem flere landmænd, for derved at gøre det mere rentabelt. Noget som igen er benyttet 5 dansk landbrug.

I 1970 blev L. Simonsen medlem af Indkøbsringen i Vejle, med hovedagenturet, KUHN, og aftaler med en lang række producenter af landbrugsmaskiner. Dette medlemskab betød også mulighed for endnu en udvidelse, nemlig etablering af en egentlig butik, hvor der føres et bredt udvalg af alle forbrugsvarer, såvel til et moderne landbrug, som til hobby- og havefolket.

I 1972 kom endnu en forhandling til: Hele Massey Ferguson programmet, traktorer, pressere og mejetærskere. Det krævede mere byggeri, større reservedelslager og flere veluddannede medarbejdere med dertil hørende servicevogne.

I 1980 omdannedes forretningen L. Simonsen til et ApS, fordi et generationsskifte nærmede sig, hvorfor sønnerne Paul og Torben blev optaget i forretningen.

I 1982 blev det kendte firma Søby & Nielsen på Grenaavej i Randers overtaget sammen med Flemming Jacobsen og Preben Jensen. Dette selskab startede i centrum af Randers som automobilforhandler, og har siden gennemløbet en udvikling, som ligner L. Simonsens. Også der har flere udvidelser gennem tiderne været nødvendige, således at også denne virksomhed fremstår klar til de næste udfordringer. Af nye aktiviteter blev Mullerup staldmekanisering og Bording vandingsmaskiner optaget i de samlede programmer i begge virksomheder. Dette betød, at det nu også var muligt at servicere staldområdet hos kunderne.

I forbindelse med Randers afdelingen var også etableret 2 underforhandlere, nemlig Magnus Christiansens eftf. v/Erik Hornbech i Hobro og Holm?s Maskinforretning v/Lars Holm i Hammel.

I 2003 blev såvel Søby og Nielsen ApS, som L.Simonsen opgraderte til AGCO-center og har siden da været full-line forhandler af både Massey Ferguson og Fendt produkterne. I 2004 fusionerede selskaberne og Anders Vester Nielsen tiltrådte som ny direktør for det fortsættende selskab Østjysk Maskincenter A/S.

Sideløbende hermed har ?Mærkedahl & Riis? udviklet sig i Viborg. Selskabet blev i 2006 overtaget af Henrik Christensen, som omdøbte selskabet til Maskinernes Hus, og udviklede omsætningen i selskabet meget. I 2008 blev selskabet lagt sammen med Østjysk Maskincenter og selskabet omdannedes til det nuværende Jysk Maskincenter A/S ? eller i daglig tale JMC.

Selskabet er fortsat ejet af Simonsen familien i fællesskab med Henrik Christensen og Anders Vester Nielsen.

Jysk Maskincenter er kendt som områdets mest alsidige maskinforretning med ekspertise indenfor alt i maskiner, udstyr og reservedele til mark, stald og lade. Reservedelslager og butikker lagerfører cirka 40.000 forskellige reservedelsnumre og butikken tilbyder et varieret udbud af varer til både landmænd, maskinstationer, entreprenører, samt hobby? og havefolket. Desuden rummer selskabet en afdeling i Kolind "L. Simonsen Rideudstyr", en afdeling som udelukkende handler med udstyr til rytter og hest.

Jysk Maskincenters mission er i dag beskrevet som:

  • Jysk Maskincenter sælger og servicerer maskinløsninger, som er målrettet til landbrug, maskinstationer, entreprenører og professionelle aktører indenfor have- park området.
  • Vi har fokus på kundens driftssikkerhed og totaløkonomi
  • Vore butikker tilbyder attraktive produkter til ovennævnte kundegrupper samt til private.

 

Vores vision for fremtiden er:

"Vi er områdets ledende samarbejdspartner, indenfor levering af maskinløsninger i 2012"